forretningsbetingelser

FORRETNINGSBETINGELSER

Juridisk bistand ydes i overensstemmelse med den til en hver tid gældende lovgivning i retsplejeloven samt Advokatsamfundets regler, herunder regler om professionel handlemåde, adfærd og etik. Der henvises for yderligere oplysninger til advokatsamfundets hjemmeside på www.advokatsamfundet.dk.

Al information modtaget fra eller om klienten i forbindelse med arbejde udført for klienten betragtes som fortroligt. Advokatfirmaet Westergaard er underlagt tavshedspligt, og er forpligtet til at behandle alle sådanne oplysninger strengt fortroligt.

Hvis ikke andet aftales, vil kommunikationen med klienten typisk ske pr. e-mail. Medmindre klienten udtrykkeligt anmoder om dette, vil mails ikke blive krypteret eller sendt som sikker post. Dette gælder tillige mails med fortroligt indhold. Manglende kryptering kan være forbundet med risiko for, at indholdet kommer andre til kundskab. Denne risiko påhviler klienten, medmindre der udtrykkeligt og skriftligt er anmodet om kryptering eller fremsendelse af mails via sikker post.

I forbrugerforhold vil klienten altid i overensstemmelse med gældende regler modtage overslag over honorar inden arbejdet påbegyndes. I andre typer sager vil dette ske ved klientens udtrykkelige anmodning herom. Såfremt det ikke er muligt at fremkomme med et overslag over det samlede salær ved sagens oprettelse, oplyser Advokatfirmaet Westergaard om de forventede sagsskridt, og de timepriser, der tages udgangspunkt i, ved fastsættelsen af salæret. Afregning sker a conto månedsvist, medmindre andet aftales.

En betydelig del af sagerne vil kunne løses via telefoniske drøftelser og korrespondance pr. mail eller mailbrev. Hvis et møde er hensigtsmæssigt eller nødvendigt aftaler vi et. Afhængigt af sagens kompleksitet vil du kunne forvente en umiddelbar vurdering af, om advokatbistand er relevant. I nogle tilfælde kræver en sådan vurdering nærmere gennemgang af de dokumenter, som har betydning for sagen. På baggrund af en sådan vurdering kan det videre forløb i sagen aftales helt konkret. Forventningsafstemning omkring frister for levering af svar finder sted hver gang en ny sag oprettes.

Betalingsvilkår

Betalingsvilkår er 20 dage fra fakturadato. Der afregnes som udgangspunkt en gang i måneden i form af en a conto afregning på løbende sager, medmindre andet konkret aftales. Salær fastsættes, med mindre andet konkret er skriftligt aftalt, efter medgået tid. Udover salæret skal klienten afholde eventuelle positive udgifter til f.eks. retsafgifter, klagegebyrer, registreringsgebyrer, kørselsgodtgørelse m.v. Ved forsinket betaling opkræves rente og rykkergebyrer i overensstemmelse med rentelovens regler.

I særlige tilfælde fastsættes salæret på baggrund af et samlet skøn over opgaven, hvilket i givet fald sker efter særskilt, skriftlig aftale med klienten. I skønnet inddrages bl.a. følgende kriterier:

  • Den medgåede tid
  • Sagens udfald
  • Sagens omfang
  • Ansvaret forbundet med sagen
  • Sagens hastende karakter

Advokat Vibeke Westergaard er medlem af Advokatsamfundet og af Danske Advokater, og er underlagt de advokatetiske regler. Klienter kan indbringe klager over såvel rådgivningen, og herunder advokatens adfærd, som salærets størrelse, for Advokatnævnet, Kronprinsessegade 28, 1306 København K eller pr. mail på klagesagsafdelingen@advokatsamfundet.dk samt https://www.advokatnævnet.dk
www.advokatsamfundet.dk findes yderligere oplysninger om de regler, der særligt gælder for udøvelsen af advokathvervet.

Advokatsamfundet fører tilsyn med alle registrerede oplysninger om forsikringsforhold vedrørende advokater. Advokatfirmaet Westergaard har tegnet professionsansvarsforsikring hos Codan Forsikring A/S, Gammel Kongevej 60, DK-1790 København V, telefonnummer 33555555, med policenr. 900 516 3029 med et dækningsmaksimum på kr. 10.000.000,00 pr. år. Det samlede erstatningsbeløb til en klient for en skade kan således ikke overstige kr. 10.000.000,00. Der er endvidere stillet garanti efter de af Advokatsamfundet fastsatte regler, hvilket tilsvarende er sket hos Codan Forsikring A/S. Ansvarsforsikringen dækker al advokatvirksomhed, uanset hvor i Danmark advokatvirksomheden udøves.

Hvis der i konkrete sager er behov for større forsikringsdækning, tegnes særskilt projektansvarsforsikring.

En advokatansvarsforsikring er en forsikring, som alle advokater/advokatselskaber har pligt til at tegne. Reglerne om ansvarsforsikring findes i § 61 i Advokatsamfundets vedtægt. Ansvarsforsikringen skal dække det eventuelle erstatningsansvar, man som advokat måtte ifalde for formueskade påført en tredjemand, ved enhver form for uagtsomhed, der skyldes advokaten eller dennes personale. Ansvarsforsikringen skal som minimum have en dækningssum på kr. 2.500.000,00 pr. advokat pr. år.

Advokatfirmaet Westergaard er undergivet reglerne i hvidvaskloven (lov af 8. juni 2017 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme, hvidvaskloven), og skal derfor i visse sager indhente og opbevare identitetsoplysninger om klienter. Loven forpligter advokatkontoret til at indsamle og opbevare klienters identitetsoplysninger i fem år. Derfor skal klienter oplyse navn, adresse og CPR- eller CVR-nr. ved oprettelsen af en sag, og i fornødent omfang vise dokumentation herfor. For selskabers vedkommende skal der tillige foreligge oplysninger og dokumentation for reelle ejerforhold.

Forud for at en ny sag oprettes, undersøges det, om der foreligger interessekonflikter.

Når en ny sag påtages, modtager klienten e-mail bekræftelse på at sagen oprettes, og modtager i denne forbindelse kopi af forretningsbetingelserne. I det omfang der er indgået særlige aftaler om timetakst vil sådanne fremgå særskilt af bekræftelsen. Eventuelle tvister om rådgivningen afgøres efter dansk ret, og ved retten i Esbjerg.